Tlf.: 24273938
Indkøbskurv:0 Enheder DKK 0,00
På vej mod et fantastisk år?

Skrevet den 1. januar 2015.

 

De seneste mange år har ikke været for opløftende. Og det er ikke den økonomiske krise, jeg hentyder til. Men derimod et væld af personlige udfordringer i større eller mindre skala – såvel privat som arbejdsmæssigt.

 

Da jeg stod på tærsklen til 2014, havde jeg ikke fantasi til at forestille mig, at det nye år ville blive endnu værre end det aldeles rædselsfulde 2013.

 

Men jeg er nok nødsaget til at fortælle dig lidt om, hvorfor jeg ikke troede, at det kunne blive værre. Derfor får du lige en lille smule baggrund:

 

2013 sluttede med, at jeg blev fyret som personalechef i Thisted Kommune. Det var i sig selv ikke en katastrofe, da jeg reelt ikke trivedes på arbejdspladsen.

 

Det, der gjorde det til en katastrofe var, at Thisted Kommune samme dag som de fyrede mig, også fyrede min sygemeldte kæreste – i øvrigt via brev og uden forudgående samtaler af nogen art.  Vidste de, at vi var kærester? Ja, i høj grad! Lugter det lidt af personlig forfølgelse? Ja, mon ikke!

 

Det endte da også med, at Thisted Kommune måtte indgå forlig med HK om ekstra kompensation, da de havde håndteret sagen aldeles uprofessionelt.

 

Oveni hatten kom så behandlingen af undertegnede. Jeg ønskede (naturligvis) at blive fritstillet hurtigst muligt. Men det kunne der under ingen omstændigheder blive tale om. Selvom Thisted Kommune nu havde besluttet at nedlægge stillingen som personalechef, blev jeg bedt om at fortsætte som om intet var hændt (ja, det var faktisk den direkte besked jeg fik fra min daværende chef).

 

Hertil skal siges, at der på intet tidspunkt i processen var udtrykt tillid til mig som chef fra Thisted Kommunes direktion. Tværtom – faktisk havde direktionen i starten af 2013 forsøgt at true mig til en degradering. Hvis ikke jeg lod mig degradere, ville jeg bliver fyret, da Thisted Kommunes direktion ikke længere havde tillid til mig som chef. Sådan var beskeden – klar og præcis.

 

Det var dog en trussel som viste sig at være tom, da jeg stod fast på, at jeg ikke ønskede en degradering, men hellere mistede mit job. Og så var der pludselig tillid igen?? Jeg udbad mig en forklaring, men fik aldrig en.

 

Desuden var der en ikke ubetydelig andel af min medarbejderstab, som hellere så min hæl end min tå.

 

Det var dette, som jeg skulle tvinges til at blive i endnu et år.

 

Er der noget at sige til, at jeg efter en god måneds kamp kastede håndklædet i ringen og sygemeldte mig?

 

Nå, det var sådan 2013 endte.

 

2014 fortsatte i samme spor, hvor jeg nu blev jagtet af Thisted Kommune, fordi jeg var sygemeldt. Heldigvis var både DJØF og KL inde i min sag og den 22. januar lykkedes det ved deres mellemkomst at indgå aftale om fritstilling.

 

Hermed kunne jeg endelig begynde at se fremad.

 

Glæden varede dog kun ganske kort, da min kære mor blev gradvist svækket af den cancer som var kommet tilbage i starten af 2013. Og den 30. april 2014 døde min mor efter 4 ugers ophold på hospice.

 

Jeg holdt hende på panden, mens hun efter en hård, tapper og sej kamp, endelig fik fred. Det gjorde uendeligt ondt. Men det var samtidig også en stor lettelse at vide, at hun var parat og afklaret med at skulle herfra. Vi lærte alle meget positivt af den sorgfulde tid.

 

Nu vil jeg ikke trætte dig, kære læser, med flere mørke fortællinger fra 2013, men blot konstatere, at ulykkerne ikke stoppede her.

 

Samtidig vil jeg sige, at jeg havde 5 lyspunkter i 2013 – mine 5 dejlige unger, hvilket jo som forælder er det eneste, der tæller, når alt kommer til alt.

 

2014 sluttede noget bedre end det begyndte – arbejdsmæssigt såvel som privat.

 

Og det fortsætter indtil videre i det positive spor. Jeg er lige nu i færd med at udleve min drøm om at have min egen virksomhed. Og perspektiverne er gode. Jeg er også kommet et godt skridt videre med min mission om at skabe noget, hvor mennesker med autisme (som min datter), kan finde en interessant og nyttig beskæftigelse.

 

Endelig begynder privatlivet også at hænge bedre sammen – og der er nu gået mere end seks måneder siden sidste ’nedsmeltning’.

 

Alt i alt tør jeg godt tro på, at det nye år bliver bedre end det gamle – og at det også bliver et godt år, måske endda et rigtigt godt år.

 

Godt nytår

 

Bedste hilsner

 

Thomas Rosenkrands

 

Far til 5, forfatter, direktør m.v.